Den danske talemåde “dele sol og vind lige” er et smukt udtryk for at behandle alle retfærdigt og ligeværdigt. Når vi bruger denne vending, beskriver vi en person eller situation, hvor der ikke bliver gjort forskel på folk, og hvor alle får samme fair behandling.
Hvad betyder talemåden?
At dele sol og vind lige handler om retfærdighed i sin mest grundlæggende form. Det betyder, at man ikke favoriserer nogen frem for andre, men i stedet sikrer, at alle får samme muligheder og behandling. Ligesom vejret påvirker alle lige – både det gode (solen) og det udfordrende (vinden) – skal man også fordele både fordele og ulemper ligeligt mellem mennesker.
Hvordan bruges udtrykket?
Talemåden bruges typisk i situationer, hvor der skal træffes beslutninger, der påvirker flere personer. For eksempel:
- En chef, der fordeler både de attraktive og mindre populære arbejdsopgaver ligeligt blandt medarbejderne.
- Forældre, der behandler deres børn ens uden at favorisere nogen.
- En dommer, der sikrer lige behandling for alle parter i en retssag.
Man kan sige: “Hun er en god leder, fordi hun altid deler sol og vind lige” eller “I vores familie prøver vi at dele sol og vind lige mellem børnene”.
Talemådens oprindelse
Udtrykket stammer sandsynligvis fra landbrugssamfundet, hvor vejrforholdene havde afgørende betydning for folks dagligdag og overlevelse. Sol og vind er to naturkræfter, man ikke kan kontrollere, og som påvirker alle – uanset social status eller personlige præferencer.
Solen symboliserer det positive – varme, lys, vækst og gode tider. Vinden repræsenterer udfordringerne – kulde, storm og modgang. I naturen får alle del i begge dele, og denne naturlige ligebehandling blev et billede på, hvordan mennesker ideelt set bør behandle hinanden.
Talemåden afspejler grundlæggende danske værdier som lighed, retfærdighed og det, vi i dag kalder janteloven – idéen om, at ingen er bedre end andre, og at alle fortjener lige behandling.
Når vi bruger udtrykket “dele sol og vind lige” i dag, trækker vi på denne dybe kulturelle forståelse af retfærdighed som noget naturligt og selvfølgeligt – ligesom vejret, der ikke skelner mellem rig og fattig, ung og gammel.
