Når danskere taler om at “bruge albuerne”, refererer de til en adfærd, hvor man tager hårde og hensynsløse metoder i brug for at opnå sine mål. Det handler om at skubbe sig frem i tilværelsen – både bogstaveligt og i overført betydning – ofte uden særlig hensyntagen til andre.
Betydningen er dybt forankret i ideen om at være aggressiv og påtrængende i sin fremfærd. En person, der bruger albuerne, er ikke bange for at træde andre over tæerne for at komme videre i karrieren, sikre sig den bedste plads i køen eller opnå fordele på andres bekostning.
I daglig tale bruges udtrykket oftest i negative sammenhænge. Siger man fx: “Hun bruger virkelig albuerne for at komme til tops,” signalerer det, at personen ikke er særlig populær på grund af sin hensynsløse tilgang. Omvendt kan det også bruges mere neutralt om folk, der blot er gode til at gøre sig gældende: “Man skal bruge albuerne lidt, hvis man vil blive hørt.”
Oprindelsen til denne talemåde findes formentlig i helt konkrete fysiske situationer. Forestil dig tætpakkede folkemængder ved markeder, festivaler eller andre begivenheder, hvor man bogstaveligt talt måtte bruge albuerne til at bane sig vej. Albuen er et særligt skarpt og effektivt redskab til at skubbe sig frem – den gør ikke nødvendigvis ondt, men er bestemt mærkbar.
Denne kropslige erfaring er efterhånden blevet overført til sociale og professionelle sammenhænge. Ligesom man fysisk bruger albuerne til at forcere en menneskemængde, bruger man metaforisk albuerne til at klare sig i konkurrencen på arbejdspladsen eller i samfundet generelt.
Talemåden illustrerer, hvordan fysiske handlinger ofte bliver til sproglige billeder, der beskriver komplekse sociale adfærdsmønstre. Den indfanger essensen af en bestemt type målrettet og kompromisløs adfærd, som de fleste kan genkende og forholde sig til.
