Når vi taler om at skille fårene fra bukkene, anvender vi en af de mest billedrige talemåder i det danske sprog. Udtrykket beskriver handlingen at adskille det gode fra det onde, at sortere mellem det værdifulde og det værdiløse eller at skelne mellem dem, der fortjener ros, og dem, der fortjener kritik.
Hvordan bruges talemåden?
I daglig tale bruges udtrykket typisk i situationer, hvor man skal træffe et valg eller foretage en vurdering. Det kan være en chef, der skal udpege de dygtigste medarbejdere, en lærer, der skal identificere de mest lovende elever, eller mere generelt, når man skal skelne mellem kvalitet og middelmådighed.
“Nu skal vi skille fårene fra bukkene og se, hvem der virkelig kan levere varen,” kunne en projektleder udtrykke før en vigtig deadline. Talemåden anvendes ofte i konkurrencesituationer, hvor der skal tages svære beslutninger mellem personer eller muligheder.
Den bibelske oprindelse
Talemådens rødder går tilbage til Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, hvor Jesus beskriver den endelige dom. I lignelsen fortæller han, hvordan Menneskesønnen vil samle alle folk og “skille dem fra hinanden, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.”
Her placeres fårene til højre som symbol på de retfærdige, mens bukkene sættes til venstre som repræsentanter for de ugudelige. Denne stærke metafor har levet videre i århundreder og spredt sig til mange sprog og kulturer.
Fra religion til hverdagssprog
Det fascinerende ved denne talemåde er, hvordan den har bevæget sig fra en religiøs kontekst til helt almindelig hverdagsbrug. Hvor den oprindeligt handlede om evig frelse og fordømmelse, bruger vi den i dag om mere jordnære udvælgelsesprocesser.
Billedet af hyrden, der omhyggeligt adskiller sine dyr, giver en konkret og let forståelig metafor for enhver form for sortering eller vurdering. Måske er det netop denne enkle, men kraftfulde billedlighed, der har gjort udtrykket så holdbart gennem tiden.
Når vi bruger talemåden i dag, trækker vi på årtusinders erfaring om nødvendigheden af at kunne skelne mellem godt og skidt – en evne, der er lige så relevant nu som dengang.
