Den danske talemåde “få en klokke til at ringe” bruges, når man pludselig kommer i tanke om noget, får en idé eller en pludselig indsigt. Det er en billedlig måde at beskrive det øjeblik, hvor noget “går op for én” eller “falder på plads” i bevidstheden.
Hvordan bruges talemåden?
Udtrykket anvendes typisk i situationer, hvor man har grublet over noget eller ledt efter en løsning, og så pludselig dukker svaret op. For eksempel:
- “Jeg kunne ikke huske hendes navn, men så fik jeg en klokke til at ringe.”
- “Da han nævnte det røde hus, fik jeg en klokke til at ringe – nu kunne jeg huske vejen.”
- “Pludselig fik hun en klokke til at ringe og vidste, hvordan problemet skulle løses.”
Talemåden bruges både om hukommelse og problemløsning – altså når man enten husker noget glemt eller finder løsningen på et problem.
Mulig oprindelse
Udtrykkets oprindelse kan formentlig spores tilbage til kirkeklokkers rolle i det danske samfund. Gennem århundreder har klokker været anvendt som signaler og påmindelser – de ringede for at markere tiden, kalde folk til gudstjeneste eller advare om fare.
En ringende klokke var således et akustisk signal, der fik folk til at reagere og huske vigtige ting. Når man “får en klokke til at ringe” i overført betydning, aktiveres der tilsvarende en indre klokke, der signalerer og vækker en tanke eller erindring.
Talemåden kan også have forbindelse til vækkeure og andre mekaniske ure, hvor klokkens ringen markerede et vigtigt øjeblik – på samme måde som når en tanke pludselig “ringer” i bevidstheden.
Det auditive element i udtrykket understreger, hvordan erkendelse ofte opleves som noget, der “lyder” eller “ringer” indeni os – en mental klokke, der slår an, når vi finder svaret på det, vi søger.
