Den danske talemåde “ikke give ved dørene” er et billedligt udtryk, der beskriver en person, som er særdeles tilbageholdende med at dele ud af sine ressourcer – uanset om det drejer sig om penge, mad, hjælp eller andre goder.
Betydning og brug
Når vi siger, at nogen “ikke giver ved dørene”, mener vi, at personen er gniern eller nærig. Det behøver ikke være en person, der er fattig, men snarere én, der bevidst holder på sine ejendele og ikke ønsker at dele med andre. Talemåden bruges ofte med en let ironisk eller kritisk undertone.
Eksempler på brug:
- “Han giver ikke ved dørene – selv ikke til sin egen families fødselsdage.”
- “Virksomheden giver ikke ligefrem ved dørene, når det kommer til lønforhøjelser.”
Oprindelsen bag udtrykket
Talemådens oprindelse kan føres tilbage til gamle danske skikke omkring gæstfrihed og almisser. I tidligere tider var det almindeligt, at fattige og nødlidende gik fra dør til dør for at bede om hjælp – typisk et stykke brød, lidt mælk eller nogle mønter.
De fleste familier, selv dem med begrænsede midler, gav gerne en lille gave til de trængende, som kom forbi. Det blev betragtet som både en kristen dyd og en social forpligtelse at vise barmhjertighed over for dem, der havde mindre end én selv.
En person, der “ikke gav ved dørene”, brød derfor denne sociale norm og blev opfattet som særligt smålig og hjerteløs. Udtrykket blev således en måde at kritisere dem på, der nægtede at dele, selv når det var socialt forventet.
Moderne anvendelse
I dag bruges talemåden bredere end blot om almisser ved døren. Den kan beskrive alt fra en virksomheds tilbageholdende bonuspolitik til venner, der ikke vil betale deres andel af regningen på restauranten. Kernen i betydningen – modvilje mod at give eller dele – er dog den samme som for århundreder siden.
